Kunsten er en gave – del den ud!
Konferencen blev afholdt på Nordisk Lejrskole og Kursuscenter, DanHostel Hillerød, Lejrskolevej 4, 3400 Hillerød,
6.-8. november 2015
Mæcener og kunstnere har til alle tider givet kunst som gaver til andre – brygger Jakobsens skulpturer i de offentlige parker, Poul Gernes’ udsmykning af Paladsteateret, et operahus, graffiti og performance – kunsten som gave har mange former. Kunst kan måske for nogen være påtrængende, anmassende og ligefrem irriterende, mens den for andre er tankevækkende, sindsoprivende og glædespredende.
Hvem bestemmer, hvilken kunst vi skal have, og er vi parate til at modtage den? Noget kunst er elsket, mens andet skal formidles, før man tager det til sig. Er gavegivning udtryk for en gestus eller for generøsitet? Og hvad med modtageren – bliver vi afkrævet noget til gengæld? Reaktion? Taknemmelighed? Eller forventning om, at man giver en gave igen?
Med årets konference håber vi, at I bliver glade for noget, I ikke vidste, I ønskede jer. Noget, som gør verden klogere, smukkere, sjovere, modigere og mere visionær. Og noget, som I har lyst til at dele med andre.
Vær med, når vi inviterer til at pakke ind og pakke ud, bytte og bøje, folde og formidle, viden- og erfaringsdele – mens vi undersøger, hvad kunsten kan, hvis vi modtager den som en gave.
Oplæg
Om gavegivning i et antropologisk perspektiv
Anders Emil Rasmussen, antropolog og kurator, VejleMuseerne
At deltage og tage del – om kunstpædagogiks demokratiske potentialer
Lise Sattrup, leder af Arken undervisning
Kunsten som social praksis – gæstfrihed som kunstnerisk værktøj
Mathias Hvass Borello, Kritik- og debatredaktør, KunstenNU
At give og modtage – ”Vores Kunst – demokratisk kunst”
Charlotte Bagger Brandt, kurator, Råderum – mobilt kontor for samtidskunst
Lofoten internasjonale kunstfestival. Om å gi og få i møter mellom sted og kunst, kunstnere og befolkning, det internasjonale og det lokale
Svein Ingvoll Pedersen, daglig leder af Nordnorsk Kunstnercenter og LIAFKl.
Færger og andre gaver
Katrine Malinovsky, billedkunstner, kunstnerduoen Randi og Katrine
Min personlige kunsthistorie
Martin Bigum, billedkunstner og digter