Sten Sans Papir – om leg, kunst og materialer
Konferencen blev afholdt på Severin Kursuscenter, Middelfart,
d. 7.- 9. november 2014
Kan vi mærke verden, nu hvor vi helst vil opleve alt gennem vores telefon eller iPad?
Sander vi til, eller kan vi stadig få papir til at leve?
”Legen er den første form for kreativitet og den første øvelse i det, der kendetegner andre former for kreativitet” (citat Lars Geer Hammershøj).
Med årets tema skal vi udfordre visuelle udtryksformer, lege med materialer, fordybe os i forskellige kunstneres multiuniverser og afsøge grænserne for den gode smag. Vi skal se på legepladser som fortælling, udstilling og arkitektonisk eksperiment, når vi bevæger os væk fra de dragende elektroniske skærme og genopdager verden som fysisk tilstedeværelse i mere end to dimensioner.
I foredrag og workshops bliver materialer fra naturen over olieindustrien til avispapirruller undersøgt, når vi gennem konferencen bliver kropsligt og intellektuelt klogere på, hvordan kreativitet, dannelse og leg hænger sammen.
Konferencen er planlagt i samarbejde med Danmarks Billedkunstlærere
Oplæg
Det husker vi særligt…
Konferencetemaerne veksler, som det nok er fremgået, fra meget konkrete temaer til mere abstrakte og filosofiske. Parallelt med fokus på digitale medier i mange sammenhænge, ville vi I år gerne pege på det vigtige i også at have alle sanser med. Det prøvede vi gennem oplæg og ”øvelser” at omsætte til noget meget konkret.
Som fællesarrangement lavede vi ”materialeregistreringer”, dvs. at et konkret materiale blev beskrevet objektivt, subjektivt og i en kontekst. Det kom der mange gode fortællinger ud af.
Et andet fælles indslag var ”kitschregistrering” ud fra teorier om en indkredsning af begrebet kitsch. Deltagerne havde medbragt et stykke kitsch, som indgik i en fælles udstilling, der ret tydeligt afslørede deltagernes holdninger. Til konferencen var der desuden fremstillet en særlig notes- og graffitibog til egne noter og graffiti på bogens ”mure”.
De to udenlandske oplæg skilte sig nok særligt ud. Lotte Globs præsentation af hendes liv i og med naturen var fascinerende. Flotte, flotte naturbilleder.
Et gensyn med Horta van Hoye fra Canada – denne gang med workshop og arbejdsdemonstration – var også noget, der optog deltagerne. Tænk, at man på så enkel en måde kan få papir til at leve. Men det kræver kunnen – træning og fantasi.