2002

I Goethes farvelære kan vi læse, at farver og toner er som to floder, der har det samme udspring, men løber i hver sin retning under vidt forskellige betingelser. Og mens tonerne har en tidsdimension og forsvinder, eksisterer farverne rumligt, de bliver tilbage. Sidste års tema om krop og kunst førte os uvægerligt videre til bevægelse og rytme og dermed også til musik. Gennem kunsthistorien kan vi se, at billedkunstnere altid har været optaget af musik, som inspiration eller som udøvende.

I gallerier og kunstmuseer har man i de senere år set en række lyd- og musikinstallationer. Samtidig har man i mange organisatoriske og praktiske sammenhænge sammenkoblet billedkunst og musik. Derfor er det nærliggende at afsøge, hvorvidt og hvor meget musik og billedkunst egentlig har til fælles, og hvad hører til kunstarternes egenart. Måske kan det faktum, at billedkunst og musik har en masse fællesbegreber som rim, rytme, puls, pauser, klang og klangfarver, gentagelser, kontraster, komposition og harmoni danne grundlag for en fælles æstetisk diskussion.