2000

Billedlaboratoriet:
Farver og lys

Konferencen blev afholdt på Esbjerg Højskole,
3.-5. november 2000

Markeringen af landsforeningen Børn, Kunst og Billeders 10-års jubilæum har givet anledning til at nytænke konferencens form og vende tingene lidt på hovedet.
Tidligere har konferencerne ofte været udgangspunkt for efterfølgende billedarbejde rundt omkring i landet. Denne gang er vi kommet med et fælles udspil, et forprojekt, som undervisere på meget forskellig vis arbejder igennem på deres billedskole, skole institution mv. inden konferencen. Der sættes dermed fokus på en udvidelse af erfaringsudvekslinger med udstillinger og workshops.
Landskonferencerne vil således blive en overbygning til erfaringsopsamlinger, og en bred vifte af foredragsholdere vil præsentere forskellige indfaldsvinkler til temaet af både teoretisk og praktisk karakter.

Laboratorietanken. I den danske skoledebat har Steen Larsen blandt andet sat spørgsmålstegn ved måden, børn lærer på. Et af hans bud på et ændret undervisningssyn er laboratoriearbejdet. Her er den drivende kraft nysgerrighed, kreative tænke- og udtryksmåder, eksperimenter og handlekraft.
Det fører til nye handlekompetencer, erfaringer og autenticitet og giver følelsen af at være medskaber af verden. Den enkelte elev skal dermed være aktør i sin egen videnskabende udvikling, og undervisningen skal fungere som enzym for viden og indsigt.

Farver. I forprojektet har vi opfordret til, at man afsøger nye temaer ved at se på den store indflydelse farver har i ethvert samfund og kultur, på vores måde at se, føle og agere på.
I vores multikulturelle samfund kunne en synsvinkel være at undersøge de omstændigheder, der knytter sig til farven og til farvernes symbolske og psykologiske betydning i forskellige kulturer. Hvad sker der eksempelvis, hvis man byttede nogle af vores kulturs farver: grønne postbude, røde brudekjoler, gule julenisser osv.
I et moderne samfund spiller farverne en vigtig rolle både som kommunikation, i markedsføring og reklamer. Vi forbinder ofte vores smag for produkter med emballage i bestemte farver.
Farver i arkitekturen, en kunstmalers farvepraksis, film i farver, musik og farver, ja, mange synsvinkler kan tages op og behandles på en undersøgende og erkendelsesmæssig måde.

Lyset. Goethes udsagn om, at farver ikke kan eksistere uden lysets og mørkets tilstedeværelse, er et af forprojektets udgangspunkter for at arbejde med lyset og kunsten.
Vi vil sætte fokus på lysets betydning i fortidens og nutidens forskellige kulturers billedtraditioner, belyst i forskellige udtryksformer, glaskunst, moderne lyskunst, lys og rum, film, arkitektur, og forprojektet vidner om mange andre synsvinkler.

Oplæg

Den farveløse verden: Forholdet mellem videnskab, filosofi og billedkunst

Hans Hauge, lektor, Aarhus Universitet

Lys, farver og arkitektur

Viera Collaro, billedkunstner

Glasset, lyset og rummet

Eva Bremer, museumsinspektør, Kunstmuseet Trapholt

Farvepraksis i moderne kunst med særlig fokus på Poul Gernes

Erik Steffensen, billedkunstner (aflyst)

Film i farver

Lya Moestrup, Cand.mag i film og medievidenskab

Skolen som laboratorium

Bodil Johansen, Børneskolen Bifrost

Lyset i kunsten – Lyskunst

Helge Krarup, forfatter og lektor

Himlen er ikke altid blå. Om italiensk billedpædagogisk praksis

Christina Cellini og Inger Haugård, Italien

Det husker vi særligt…

Det første af tre forsøg med billedlaboratoriet, hvor mange deltagere på forhånd havde arbejdet med temaet og fortalte og viste frem på konferencen.


Foreningens 10-års jubilæum blev fejret med en lille reception i begyndelsen af konferencen.


Børn, Kunst og Billeders kalenderplakat blev præsenteret.


Workshop med hulkameraer blev det store hit.


Ved aflysning af foredraget lørdag morgen trådte plan B straks i kraft. En bus blev skaffet og alle blev kørt ud for at se Sven Viig Hansens store skulpturer. Et tordenvejr truede og just som alle igen var i bussen kom et kæmpe tordenbrag og et lyn oplyste de hvide skulpturer. Ret godt koordineret med vejrguderne mente nogle af deltagerne.